Udskriv denne side

Formand

Kære medlemmer

Vi glæder os til efterårets aktiviteter og håber, at du kunne have lyst til at deltage i nogle af de planlagte arrangementer i 2018. Se kommende arrangementer på forsiden at vores hjemmeside.

I foråret 2018 gennemførte vi 2 arrangementer med stort fremmøde. Dem kan du stadig se på forsiden.

Det første arrangement på Ore Strand var starten på en uforglemmelig sommer med historisk mange meteorologiske sommerdage og rekord i antal solskinstimer! Vi håber, du har kunnet nyde (holde til) det varme vejr!?

Indtil nu tegner sensommeren fin med behagelige temperaturer - som minder lidt mere om det, vi er vant til.

 

Nedenstående vedrører aktiviteter i 2017:

Verdensdiabetesdag tirsdag d. 14. november 2017 blev markeret på 2 apoteker i Vordingborg Kommune, hvor bestyrelsen var til stede henholdsvis på Stege Apotek og på Vordingborg Apotek i Algade med "Risikotest" og fik snakket med mange interesserede. Vordingborg Kommune afholdt desuden "Test- og Check dag" med bl.a. blodsukkermåling onsdag d. 15. november på Stege Sundhedscenter.

Årets sidste arrangement i 2017 blev afholdt d. 6. december med besøg og foredrag ved Svenning og Britta Ravn om deres erfaringer med at deltage i U-TURN og tilværelsen derefter. Der blev også tid til julehygge, og arrangementet var godt besøgt.

Vi  har i september og oktober måned 2017 afholdt yderligere 2 arrangementer siden vores første arrangement om diabetes med oplæg af sygeplejerske Helle Darville Larsen d. 29. marts 2017. Begge arrangementer har været annonceret her på hjemmesiden og i Sydsjællands Tidende under rubrikken "Vidste du..." samt i "Aktivitetskalenderen" i samme ugeavis. Her vil du også fremover kunne se vore kommende arrangementer ca 14 dage før.

Onsdag d. 25. oktober havde vi besøg af Diætist Jane Jessen, som mange af os har mødt på kommunens "Diabetes type 2 kursus". Denne aften lærte vi meget om kulhydrater, fedt, sukker, måltidsfordeling og varedeklarationer. Jane gjorde os klogere på "fødevarejunglen". Det blev en intens aften, mættet med mange informationer. Vi fik ros af Jane for vores diabetes-venlige buffet. Aftenen sluttede med lidt uformel motion - men mange var nok blevet for trætte! Tak til alle, der deltog denne aften.

Torsdag d. 7. september gik vi Oringepynten rundt i blæst og regn sammen med Susanne Rosenild. Vi havde en dejlig oplevelse og fik masser af frisk luft! Bagefter mødtes vi til kaffe og lidt brød på Brænderigården.

Onsdag d. 24. maj gik vi en dejlig aftentur i den nyudsprungne grønne skov ved Aktivitetshuset i Langebæk sammen med naturvejleder Susanne Rosenild. Derefter spiste vi et diabetes-venligt måltid i Aktivitetshuset og nød det sociale samvær over aftenkaffen. En hyggelig og afslappet aften.

Fredag d. 16.  juni besøgte vi Landsbyen Nyord, hvor Susanne Rosenild tog os med på opdagelse i naturen rundt om byen. Derefter spiste vi middag på Lollesgård, hvor maden var diabetes-venlig og glutenfri. Et meget rost arrangement, som vi er blevet opfordret til at gentage næste år.

Onsdag d. 21. juni havde vi besøg af Thomas fra "EASIS", som gennemgik deres produkter uden tilsat sukker og fortalte om sødestoffer og fedtindhold. Vi fik smagsprøver på det meste og produkter med hjem. En lærerig og udbytterig aften.

Alle arrangementer er blevet rigtig godt modtaget, og de har stort set været udsolgt. Der har endda været venteliste til flere af dem. En stor tak til alle, der har deltaget og hjulpet med at få alt til at fungere!

Landsindsamlingen d. 11. juni 2017 gav et virkelig flot resultat i Vordingborg: ca. 37.000 kr.. i runde tal. Tusinde tak til alle flittige indsamlere og bidragsydere!

Vi håber, at vore kommende arrangementer og andre aktiviteter, f.eks. ugentlige motions- og madhold måske også kunne have din interesse. Vi er i forvejen mange, der mødes hver uge.

Vi glæder os til at være sammen med dig, for det må godt være sjovt at være diabetiker!

Velkommen til nye medlemmer

Vi håber, at du som nyt medlem har lyst til at deltage i vore arrangementer og andre aktiviteter og blive en del af vores hyggelige fællesskab. Vi hører også meget gerne fra dig, hvis du har spørgsmål, forslag eller lyst til at yde en frivillig indsats. Du er altid velkommen til at kontakte formand Lisbeth Fogt på tlf. 2615 9810 eller på mail: lisbeth@fogtrejser.dk


Mange hilsner fra

Lisbeth Fogt